Overnatning

Fraværet af egentlig masseturisme betyder, at der er mange mindre hoteller og færre resorts. Til gengæld finder man mange personlige og charmerende mindre hoteller af forskellig standard, samt værelser og lejligheder til leje, og dertil en campingplads. Der er overnatningsmuligheder de fleste steder på øen, spørgsmålet er bare hvad man går efter og hvor man ønsker at tilbringe sin ferie. Se de forskellige byer på Sifnos her.

På Sifnos kan man både finde dyre luksushoteller og små enkle værelser, og alt indimellem. De fleste vil derfor kunne finde et sted at overnatte, der passer til deres standard og budget. Hvis man ønsker overnatning i mellemklassen skal man regne med omkring €70-80/nat for et hotelværelse/lejlighed til fire personer i højsæsonen, der selvfølgelig er det dyreste tidspunkt på året.

Mange af hotellerne kan man finde via nettet, og det er en god idé, at bestille sit ophold på forhånd. Hvis man vil til Sifnos udenfor højsæsonen, kan man dog godt finde sig et sted at bo når man kommer derned, uden på forhånd at have bestilt det. Det kræver bare at man tager lidt rundt og spørger sig frem.

Det er nemt at finde værelser på Sifnos, hvis man kun er to personer der rejser sammen. Er man fire personer eller derover, er det en god idé at have booket inden afrejsen. Vi ville ikke selv tage afsted som familie uden at have sikret os værelser på forhånd, da familieværelserne hurtigt ryger.

Helt simpel overnatning med telt kan man få på en campingplads i Kamares. Midt for i bugten bag stranden ligger Makis Camping, hvor man kan overnatte for €7/person/nat plus €4 for et lille telt, eller €6 for et stort telt (2014-priser). Ialt for to voksne og to børn med et stort telt er det altså €34 per nat. Man kan også leje et 2-personers telt på stedet for €25/nat.

Hvor er det bedst at bo på Sifnos?

Hvor det er bedst at bo på Sifnos, kommer an på hvad man ønsker at opleve. Heldigvis er øen så lille, at man kan nå at se de fleste steder i løbet af en uge, hvis man gerne vil, men så får man også lidt travlt. Hvis man vil opleve hele Sifnos i ro og mag, skal man i hvert fald sætte 14 dage af til det.

Hvis man søger ro og fred i rolige omgivelser ved en strand, uden for mange mennesker, bør man tage til den lille bugt Cherronisos. Næst herefter er Faros/Fasolou en mulighed, og eventuelt Vathí, hvor der dog vil være flere mennesker end Cherronisos og Faros/Fasolou, da der er en stor og fin strand i bugten. Kastro er også et sted der er rimeligt fredeligt, men her er stranden ikke så spændende igen.

Ønsker man lidt liv, en rigtig god strand og flotte omgivelser bør man vælge Kamares. Her kan Platis Gialos også være et alternativ. I Platis Gialos er der blot mere liv, da der stort set langs hele den lange strand ligger spisesteder og caféer/barer. Mere ro får man så i Vathí og tilmed i smukke omgivelser.

Har man ikke brug for en strand i nærheden men ønsker at opleve lidt mere by og kultur, bør man bosætte sig i Apollonía eller det mere stille Artemonas, hvorfra man nemt kan komme rundt på øen til de forskellige seværdigheder.

Vi har selv brugt rigtig meget tid på research af gode overnatningssteder. Du finder vores anbefalinger under beskrivelserne af de enkelte byer. Hvis du vil hurtigt i gang, så gå til booking.com, der har ca. 120 overnatningssteder på Sifnos (link til oversigten). Vi bruger selv primært booking.com, når vi skal til Sifnos da vores erfaring er, at de har størst udvalg og laveste priser. Ellers er hotels.com også en god mulighed, men de har ikke nær så mange hoteller med som Booking.com.

De to sider er dog ikke udtømmende. Flere mindre hoteller og studios er ikke med på de to sider, men har deres egen hjemmeside. Vores erfaring er dog, at de typisk er lang tid om at svare, om har en noget mere kringlet reservationsproces, selvom de selvfølgelig kan være undtagelser.