Rejsetidspunkt

Inden man overhovedet begynder på den praktiske planlægning, skal man dog finde ud af, hvornår man vil afsted. Sifnos kan nydes året rundt, men de fleste vil nok ønske sig at solen skinner og at vandet er varmt nok til at bade i. Groft sagt kan man være nogenlunde sikker på vejret fra maj til september.

Det bedste vejr får man dog selvfølgelig i de regulære sommermåneder. I juni, juli og august er man sikker på sol fra en skyfri himmel og varmt badevand, med de højeste temperaturer i august. Der bliver ret varmt i august, hvor de fleste også søger skyggen midt på dagen. August er også det tidspunkt, hvor øen befolkes af flest turister, da middelhavslandende holder skoleferie i denne måned.

I sommermånederne vil Sifnos, ligesom stort set alle de andre græske øer i Det Ægæiske Hav, fremstå meget tør, da der ikke kommer megen regn i denne periode.

Mildere i ydersæsonerne

Ønsker man derimod lidt mildere temperaturer og mere frodighed, skal man begive sig til Sifnos i ydersæsonerne maj og september og måske endda april og oktober. Her kan man dog godt risikere enkelte gråvejrsdage og sjældnere dage med regn, og her kan man heller ikke regne med, at øen er vågnet helt op til at modtage turister, hvorfor flere overnatningssteder og spisesteder ikke er åbnet endnu eller måske har lukket ned for sæsonen, alt efter på hvilken side af sommeren man vælger.

Du kan tjekke vores side med klimadata for Sifnos her.

Starten af skoleferien er bedst

Hvis man har skolebørn er man ofte “tvunget” til at tage på ferie i børnenes sommerferie i juli/august. I dette tilfælde er starten af juli at foretrække, grundet den mere overkommelige varme og antallet af besøgende på øen på dette tidspunkt. Hvis man er frit stillet i forhold til rejsetidspunkt, kan det anbefales at besøge øen i slutningen af maj, i juni eller i september, alt efter om man går efter en grønnere ø eller varmere vandtemperaturer.

Der er flest besøgende på Sifnos i juli og august, og allerflest i august, da det er her ferien ligger i Sydeuropa. Det er også i juli/august, at der er flest muligheder for at komme hertil med fly og færge og der er flere muligheder for overnatning. Man skal så også sørge for, at være ude i god tid, hvis man skal afsted i denne periode, da der er mange om buddet. Priserne er i juli/august også derefter, og overnatning og fly er dyrest i denne periode.

Billigst uden for ferierne

Hvis man går efter at finde sig det billigste rejsetidspunkt, bør man rejse uden for skolernes ferier. Dog hænger tilgængeligheden af fly-og færgeafgange sammen med det tidspunkt, hvor de fleste tager på ferie på. Vælger man derfor at rejse udenfor juli/august, kan det blive sværere at finde fly- og færgeafgange, da der bliver tyndet noget ud i udbuddet. At rejse i juni, maj, september og oktober gør også priserne på overnatning billigere, dog igen med det forbehold, at udbuddet er mindsket.