Kykladerne (Κυκλάδες) er en fællesbetegnelse for en gruppe af græske øer, der ligger i det Ægæiske Hav sydøst for det græske fastland. Ø-gruppen rummer 220 øer, hvoraf mange er små og ubeboede. De større og mest kendte øer er:

Amorgos, Andros, Folegandros, Ios, Kea (Tzia), Kythnos, Milos, Mykonos, Naxos, Paros, Santorini (Thira), Serifos, Sifnos, Sikinos, Syros og Tinos.

Navnet

Hvor navnet Kykladerne kommer fra er der lidt forskellige forklaringer på. Den mest almindelige af dem er, at navnet stammer fra det græske ord kyklo (κύκλο) der betyder cirkel. Dette hentyder til at gruppen af øerne ligger rundt om den lille ø Delos, der er hellig, da den ifølge den græske mytologi er fødested for guderne Apollon og Artemis.

Arkitekturen

Kykladerne er kendte for deres byggestil, der er flere tusinde år gammel. De fleste af øerne er karakteriseret ved hvidkalkede kubiske huse med flade tage. Dog ser man på nogle af kykladerne at husene har røde tegltage samt at husene ikke kun er hvide, men ses i flere pastelnuancer og neoklassicistisk stil. Disse afvigelser ses blandt andet på øerne Andros, Kea, Kythnos, Santorini, Syros og Tinos.

De flade tage har formegentlig ikke været et arkitektonisk valg i forhold til udseendet, men de har den praktiske funktion, at det sparsomme regnvand opsamles på de flade tage. Husenes opbygning har fra gamle dage været simpel, bygget af de forhåndenværende materialer. Dette har resulteret i de enkle kvadratiske huse, bygget af sten fra området. Der har været få åbninger i husene, da konstruktioner som vinduer og døre krævede træ, hvilket der ikke har været synderligt meget af på øerne. Derudover har mange vinduespartier også været undgået, på grund af den varme det ville medføre indenfor. Indendørs har husene også været simpelt opbygget, hvor man igen har brugt sten til at konstruere indervægge, køkken, siddepladser og hylder med. Man har haft tætnet murerne med en mørtel bestående af forhåndenværende materialer såsom jord/ler og halm.

I byerne står husene ofte tæt omkring de smalle snørklede gader, hvor furerne mellem belægningens fliser er malet hvide. Husene bygges gerne op ad bjergsider, hvilket giver en meget niveaudelt by med mange trapper og stejle gader. Denne tæthed mellem husene i byerne giver en hyggelig og intim stemning, og gør ikke mindst at de fleste beboere har havudsigt.

Selvom husene er kantede har de også buer og rundinger og kirkerne runde kupler, hvilket giver en kontrast til det firkantede udtryk. De hvide huse har også en kontrast i det klassiske blåmalede træværk på skodder, vinduer og døre. Gerne en blå farve der matcher det azurblå hav omkring øerne. I dag kan man dog se mange nuancer af blå og sågar også grønne, lilla og gule varianter af træværk.

Generelt har byerne for de forskellige kykladiske øer ligget omkring bjergtoppe inde på øen og ikke ude ved kysterne. Dette var for at udgå piratangreb, eller bare angreb fra fjender i det hele taget, som disse øer har været hærget af igennem mange tusinde år. I denne periode har husene på øerne ikke været hvidmalede, men har stået rå, som de var af øens sten, så husene på den måde næsten var camouflerede i landskabet, og dermed ikke var så lette at få øje på for pirater.

Efterhånden som faren for pirater og andre fjender mindskedes, er byerne rykket ned til kysterne, hvor det alt andet lige er nemmere at handle med fremmede, og fragte varer til og fra øen via skibe.

Lidt om øernes historie

Den tidligste registrering af beboere på en kykladisk ø, er på øen Kythnos, hvor man fra udgravninger har fundet materiale der kan dateres helt tilbage fra jægerstenalderen, 9000 år før vor tidsregning. Man har fundet ud af, at stenen obsidian, der opstår under vulkansk aktivitet, har haft en betydning for disse første bosættelser. Obsidian kan sammenlignes med flint, og har været brugt til at fremstille værktøj af.

Ligesom forekomsten af obsidian, har forekomsten af en bestemt lerholdig jord kun eksisteret på nogle af de kykladiske øer. Leren er blevet brugt til at fremstille lerkrukker, som har været brugt til blandt andet madfremstilling. Man har kunne spore både obsidian-værktøj og lerkrukker til andre steder, end på de øer hvor de oprindeligt er fremstillet, hvilket giver et godt indblik i den handel via havet, der må være foregået på den tid.

De forskellige øer har dermed haft noget at handle med, hvilket også har gjort dem sårbare overfor pirater.

Senere har forekomsten af metal, og dermed værktøjsfremstilling præget andre øer, ligesom påvirkningen fra den minoiske kultur på Kreta og kontakten med fastlandet har formet livet på de kykladiske øer. I perioder har de forskellige kyklader været påvirket af forskellige steder og af de folk der kom til øerne og beboede dem.

De kykladiske øer har været meget igennem, og har måtte se kulturer ødelagt af krige og civilisationer overtaget af fremmede herredømmer af flere omgange.

På flere af de kykladiske øer findes der udgravninger, hvor man kan få et indblik i tidligere civilisationers tilstedeværelse, og man kan ret sikkert også finde et lokalt museeum, hvor man kan blive klogere på den pågældnede øs historie.