5 grunde til selv at arrangere sommerferien til Grækenland

5. apr 2017
Det er din ferie, så det er dig der bestemer hvor og hvornår den skal gå hen.

Grækenland, og i særdeleshed de græske øer, er en af danskernes største sommerferiedestinationer. Det gode vejr og den gode mad trækker når sommerferien skal planlægges. Typisk foregår det ved at man kigger på udbuddet af rejser fra et eller flere rejsebureauer og derefter bestemmer sig for en pakkerejse. Det er i hvert fald nemt.

Vi vil dog vove den påstand, at du kan få en meget bedre ferie ved at arrangere den selv. Noget flere og flere danskere da også gør. Nøgleordet er frihed. Du har ganske enkelt mange flere muligheder, når du ikke er begrænset af de steder rejsebureauerne arrangerer rejser til.

Herunder finder du de fem vigtigste grunde til at du skal arrangere din sommerferie selv.

1. Flere muligheder for spændende destinationer

Når du køber en rejse via et rejseselskab, går den af naturlige grunde til en af de destinationer som selskabet har i kataloget. Destinationen er ofte udvalgt af andre grunde end dem du selv ville prioritere. Først og fremmest skal destinationen være kommerciel interessant for selskabet. Uanset hvordan du vender og drejer det, vil rejseselskabernes udbud være en begrænsning for dine muligheder.

Der findes mange spændende destinationer, som du aldrig vil komme i nærheden af, hvis du holder dig til rejsebureauerne. Et eksempel er Sifnos, men der findes masser af andre små græske øer, eller steder på det græske fastland, som du kun kan komme til ved at arrangere rejsen selv.

2. Fleksibel ferielængde og afrejsedag

Typisk kommer pakkerejser i faste længder på en, to eller tre uger, og ofte ligger skiftedagen fast på en bestemt ugedag, det kunne være lørdag. Det er bekvemt for rejseselskabet, fordi de afgrænsede perioder gør det nemt at få så mange kunder som muligt ind i systemet uden spild.

Men hvad nu hvis du vil afsted om tirsdagen eller vil hjem en fredag? Måske vil du også hellere være væk i 4 dage eller 17 dage? Det er typisk ikke noget der kan klares indenfor rammerne af en pakkerejse.

Arrangerer du rejsen selv, bestemmer du suverænt selv hvornår du vil afsted og hvornår du vil hjem igen. Ikke bare hvilken ugedag, men også tidspunkt på dagen. Måske passer det dig dårligt at skulle med en charterselskab afsted klokken 7 om morgenen. I så fald kan du bare rejse klokken 15, hvis det passer dig bedre.

3. Lavere pris

Man hører ofte at rejsebureauernes rejser skulle være billige end at arrangere sin sommerferie selv. Argumentet skulle være stordriftsfordele. Ofte forholder det sig dog stik modsat. Der er nemlig fortjenesten på din rejse, der betaler rejsearrangørens løn og andre udgifter.

Ved at arrangere rejsen selv er der ingen arrangør der skal tjene penge på din ferie. Når du alligevel af og til kan finde meget billige rejser via rejsebureauerne, skyldes det ofte at der er tale om afbudsrejser, at de skal have solgt det sidste dårlige værelse, eller at kvaliteten bare er derefter. Sammenligner du prisen på en rejse til samme destination, i samme periode og på samme kvalitetsniveau er tommelfingerreglen, at det er billigere at arrangere rejsen selv, hvis bare du er lidt vågen.

4. Alternative overnatningssteder

Rejseselskaberne tilbyder ofte overnatning på hoteller – og ofte store hoteller. Men hvorfor dog lade sig begrænse af det? Der findes masser af andre muligheder lige fra camping over små pensionater til privat udlejning.

Ved at arrangere din ferie selv får du mange flere valgmuligheder på den enkelte destination. En rejsearrangør kan af gode grunde ikke have alle overnatningssteder på en given destination i sit katalog. De har valgt nogle få steder ud, igen ofte ud fra hvad der giver bedst mening kommercielt for dem selv.

Hvis du selv arrangerer ferien får du flere valgmuligheder og kan overnatte på lige præcis det sted, som bedst opfylder dine krav uanset om det handler om lav pris, luksus, beliggenhed eller hvad det nu måtte være. Du ved meget bedre end et rejseselskab, hvad der er bedst for dig.

5. Mulighed for at kombinere flere destinationer eller hoteller

På charterferie bliver du typisk indkvarteret på ét hotel og bor der hele ferien. Går det vildt for sig er det en kombinationsrejse, hvor du for eksempel har én uges badeferie og én uge et andet sted.

Det kan være super fint, men har du andre planer så må du arrangere ferien selv. Det kunne være, hvis du gerne ville på øhop, hvor du måske bor fire forskellige steder på samme ferie. Eller måske er du bare typen der gerne vil lidt rundt på samme ø og hellere vil bo tre dage på fire forskellige hoteller end 12 dage på samme hotel.

Ulemper ved at arrangere ferien selv

Er der slet ingen ulemper ved at arrangere sin ferie selv? Selvfølgelig er der det. Det er typisk nemmere at benytte et rejseselskab. Du handler ét sted, og typisk er der styr på det og alt er planlagt uden at du selv behøver gøre andet end at nyde ferien. Du ved også hvor du skal henvende dig, hvis noget går galt. Du drager fordel af rejseselskabets mangeårige erfaring. Du går sjældent helt galt i byen, hvis du køber din ferie hos et anerkendt rejsebureau.

Til gengæld betaler du også for denne bekvemmelighed. Både i kroner og ører, men også i mindre frihed. En pakkerejse vil altid være et kompromis. Kun ved at arrangere din ferie selv, kan du få den fulde frihed til valg af destination, overnatningsted og rejseperiode. I tilgift er det oftest også billigere.

Husk at det er din ferie, så derfor er det vel også rimeligt, at det er dig der bestemer hvor og hvornår den skal gå hen.

De praktiske råd til selv at arrangere og planlægge din ferie på Sifnos finder du her.