Spis og drik

Du finder ikke det uprætentiøse græske køkken bedre andre steder end på Sifnos. Det er selve essensen af Sifnos at nyde et godt måltid mad.

Traditionel græsk mad er kendetegnet ved enkle retter lavet på friske råvarer. Rustik husmandskost, hvor der er kælet mere for den gode smag end udseendet. Græsk mad er en del af det sunde middelhavskøkken, der kun har ændret sig lidt igennem tiderne. Det græske køkken har mange traditioner og meget af den mad der spises i dag, er ikke meget anderledes end den mad der blev spist i landet for hundrede år siden.

Det traditionelle græske køkken er ikke delt op i forret, hovedret og dessert, som man kender det fra de fleste andre lande. Dessert er i det hele taget en ny del af det græske køkken. Bagværk og kager spises normalt et stykke tid før eller efter måltidet og ikke ved middagsbordet, hvor grækerne hellere slutter af med en kop stærk, sød kaffe.

Spis og drik som grækerne

Som turist i landet bør man følge grækernes eksempel og holde sig fra tre-retters-temaet. Ikke for at være høflig, men fordi det ganske enkelt er den måde man får den bedste madoplevelse på. Hvis man ikke i forvejen kender til det græske køkken og den græske måde at spise på, er her et lille tip til hvordan man gør, og hvordan man får det bedste ud af maden.

Se her hvordan du spiser som grækerne og får den bedste madoplevelse.

Specialiteter i Sifnos’ køkken

Sifnos har en speciel betydning i den græske madkultur, da den mest indflydelsrige græske kok i nyere tid kom fra Sifnos. Nikolaos Tselementes er blevet grundstenen i det moderne græske køkken, og hans navn er næsten blevet synonym med god madlavning i Grækenland.

Traditionelt er mad på Sifnos blevet tilberedt i lerkrukker og -fade i ovnen. Den mest kendte ret er revithia, en enkel kikærtebaseret gryderet lavet i lerpotte, som står og simrer i flere timer eller natten over i en brændefyret ovn.

Læs mere om Sifnos’ specialiteter.

Gode spisesteder

Det der er så godt ved Sifnos er, at der ikke er de typiske turistfælder af nogle spisesteder, hvor man bliver spist af med noget ligegyldigt mad, som man kan få alle andre steder i verden. På Sifnos vil man stort set alle steder kunne finde gedigen græsk husmandkost når det er bedst.

Selvfølgelig har restauranterne på de mest turistbesøgte steder på Sifnos øje for turisternes behov og smagspræferencer, men langt de fleste steder vil man opleve at også lokale og græske turister og besøgende spiser på restaurationerne, hvilket vidner om kvaliteten af maden.

Se nogle af de spisesteder vi kan anbefale på Sifnos.

Is

Grækerne har ikke samme passion og tradition for is, som de har det i nabolandet Italien. Dog kan man sagtens finde sig en god is på Sifnos. Der er flere steder i Kamares og Apollonia, hvor man kan få sig en god vaffelis, men også i Vathi og Platis Gialos kan man svale sig med en is i varmen.

Mini-leksikon over græske retter

Hvis man ikke i forvejen kender så meget til det græske køkken, er her en lille oversigt over nogle af de mest anbefalelsesværdige græske retter.

Se oversigt over anbefalelsesværdige græske retter

Opskrifter på græsk mad

Leder du efter de bedste opskrifter på græsk mad, så finder du dem på GræskMad.dk