Gode spisesteder på Sifnos
Det der er så godt ved Sifnos er, at der ikke er de typiske turistfælder af nogle spisesteder, hvor man bliver spist af med noget ligegyldigt mad, som man kan få alle andre steder i verden: Pizza, pommes frites, burger, sandwich og så fremdeles. Tager man på de mere internationale caféer på Sifnos, vil man dog kunne få disse sædvanlige café-retter af mere international karaktér. Men generelt får man på Sifnos gedigen græsk husmandkost når det er bedst.
Selvfølgelig har restauranterne på de mest turistbesøgte steder på Sifnos øje for turisternes behov og smagspræferencer, men langt de fleste steder vil man opleve at også lokale og græske turister og besøgende spiser på restaurationerne, hvilket vidner om kvaliteten af maden.
Her er et par af de spisesteder, som kan anbefales. Men som sagt får man god mad langt de fleste steder.
Kamares
O Simos (Ο ΣΙΜΟΣ): Stedet ligger på hovedgaden og lige ud til vandet blandt de andre spisesteder lige efter havnen. Her serveres god gedigen husmandskost til yderst rimelige priser. En ofte velbesøgt restaurant.
Kameres (ΚΑΜΑΡΕΣ): En ny taverna tæt ved havnen. Tilbyder en lidt mere forfinet udgave af husmandskosten end flere af de nærliggende spisesteder i hyggelige omgivelser.
Souvlakia Avlemonas (ΣΟΥΒΛΑΚΙΑ ΑΒΛΕΜΟΝΑΣ): Ud-af-huset-køkken på hovedgaden tæt på minimarkedet samt nogle borde på selve stranden. Her kan man få græsk “hurtigmad”. Souvlaki er Grækenlands svar på en hotdog eller shawama, der er en velsmagende “håndmad” som man bør unde sig selv. Man kan også få et udvidet måltid, så det kan blive en større frokost eller et aftensmåltid.
Apollonia
Der er flere gode spisesteder i selve hovedgaden, men også i gågaden (Steno) bag hovedgaden finder man spændende restaurationer og caféer/barer. Nogle byder på god husmandskost, men her kan man også finde moderne restauranter der har skruet lidt op for finesserne, samt andre med inspiration fra andre himmelstrøg.
Kafeneio O Drakakis (Καφενείο Ο Δρακακης): Stedet er en traditionel café, der har fået et løft, så den fremstår indbydende, og appellerer dermed ikke kun til de lokale mænd, men gør at vi andre også tør begive os derind. Stedet der ofte er fyldt med mennesker ligger i Apollonias gågade, og er et besøg værd.
Øens bedste og mest velsmagende Souvlaki fås hos Perantzada (Περαντζάδα) over for busstoppestedet i Apollonia.
Vathi
Estiatorio I Okeanida (ΕΣΤΙΑΤΟΡΙΟ H ΩΚΕΑΝΙΔΑ). Et rigtigt hyggelig lille spisested, hvor man nærmest sidder med fødderne i det Ægæiske hav. Her byder de blandt andet på lokalt fanget fisk og blæksprutte.
I Vathi finder man flere gode spisesteder langs stranden samt en “international” café, med de kendte café-klassikere til priser der ligner dem i Danmark.
Platis Gialos
Kyklades (ΚΥΚΛΑΔΕΣ): Restauranten ligger ca. midt på hovedgaden og ud til havet på den anden side. Her får man god husmandskost også på en regnvejrsdag i maj, hvor alt andet er lukket.
Nero & Alati (Νερό & Αλάτι): Restauranten ligger på hovedgaden og ud til havet. Stedet serverer god og lækker husmandskost, hvor der er kræset lidt ekstra for det hele. Her lægger de vægt på, at råvarerne stammer fra deres egen gård på øen.
Artiklen er ajourført i juli 2016.