Spis og drik som grækerne

Hvis man ikke i forvejen kender til det græske køkken og den græske måde at spise på, er her et lille tip til hvordan man gør, og hvordan man får det bedste ud af maden.
Grækernes måde at spise på adskiller sig fra hvad vi er vandt til i Danmark. Grækerne har som udgangspunkt også tre måltider på dagen, men de bliver ikke vægtet på samme måde som vi gør det. Oprindeligt så måltidernes fordeling ud som anført nedenfor, selvom de idag med den vestlige og moderne verdens indflydelse og meget udearbejde, nok flere steder kommer til at ligne dem vi kender.
Sådan spiser grækerne
Morgenmad (Proino, Πρωινό): Er det måltid der fylder mindst i Grækenland, hvilket er så lidt, at det ofte blot er en kop kaffe (oprindeligt en kop urtete), og eventuelt et enkelt stykke brød til. Kaffen kan suppleres med en koulouri (κουλούρι), en ring af sødt brød med sesam eller andet let bagværk, som købes på vej til arbejde.
Frokost (Mesimeriano, Μεσημεριανό): Er det måltid der er vigtigst for en græker. Her bliver der traditionelt set disket op med lidt af det hele, både salat, grøntsagsretter, kødretter, brød og noget at dyppe brødet i. Dette måltid nydes i den lange frokostpause efterfulgt af en lur, hvorefter arbejdet i mange tilfælde genoptages senere på eftermiddagen.
Aftensmad (Vradino,Βραδινό): Når man har spist en stor frokost er man ikke så sulten igen om aftenen, hvorfor grækernes aftensmad ikke er hovedmåltidet på dagen ligesom i Danmark. Aftensmaden minder i sammensætning om frokosten, men bare i mindre målestok og mere enkelt.
Dog bliver der byttet om på frokost og aftenmåltidet, hvis der er noget specielt at fejre. Så går aftenmåltidet hen og bliver det store og festlige måltid, som nydes i ro og mag, og gerne stækker sig over flere timer.
Når vi som besøgende kommer til Grækenland for blandt andet at nyde den gode mad, er det en god idé at vide lidt om, hvordan man stykker et godt græsk måltid sammen, som oftest vil være det vi spiser til aften.
Det traditionelle græske køkken er ikke delt op i forret, hovedret og dessert, som man kender det fra de fleste andre lande. Dessert er i det hele taget en ny del af det græske køkken. Bagværk og kager spises normalt et stykke tid før eller efter måltidet og ikke ved middagsbordet, hvor grækerne hellere slutter af med en kop stærk, sød kaffe.
Som turist i landet bør man følge grækernes eksempel og holde sig fra tre-retters-temaet. Ikke for at være høflig, men fordi det ganske enkelt er den måde man får den bedste madoplevelse på.
Et græsk måltid består af en god blanding af forskellige små retter (mezédes, μεζέδες) og større lidt tungere retter. Et græsk selskab eller en familie der er ude at spise, vil derfor bestille et passende antal forskellige retter. Hvis man kigger efter vil man opdage, at alle spiser af de forskellige retter. Ikke noget med at den ene ret er til mig og den anden til dig. Alle deles om alle retter, og man starter med at spise det, der kommer først på bordet, uanset om det så minder om en forret eller hovedret. Det smarte er, at man derved kommer til at smage på flere forskellige retter og får en meget varieret madoplevelse ved hvert eneste måltid.
Tidspunktet
Grækerne spiser typisk aftensmad flere timer senere end vi gør i Danmark. Klokken kan nemt blive både 21 eller 22 før de går i gang. Det betyder at der typisk er lidt bedre plads på restauranterne ved normal dansk spisetid – men også at man bør trække den et par timer, hvis man vil spise samtidig med de lokale.
Drikkevarer
I Grækenland drikker man både vin, øl og stærkere drikke, men der er heller ingen der ser skævt til dig, hvis du bare vil nøjes med koldt vand, hvilket grækerne selv sætter stor pris på og forstår vigtigheden af i varmen. Når man har bevæget sig til Grækenland og vil smage på den lokale mad, så bør man også smage på de lokale drikkevarer der passer sig til. Så gem bare den dyre franske rødvin til frankringsferien.
Alkoholiske drikke
Nationalvinen Retsina (Ρετσίνα), hvidvin tilsat harpiks og som heraf får en let enebæragtig smag, passer til langt de fleste græske retter.
Hvis man helst drikker rødvin til maden, findes der også gode græske rødvine og hvidvine for den sags skyld. Har man lyst til en god pilsner kan Mythos (Μύθος), der er den mest kendte græske øl, eller Alfa (Aλφα) anbefales. En anden forholdsvis kendt drik fra Grækenland er Metaxa, der er en cognac som fås med enten 3, 5, 7 eller 12 stjerner, hvor 12 er den bedste.
I Grækenland startes og afsluttes middagen ofte med en Ouzo. Det er en likør med anissmag, som blandes op med lige dele vand. Ouzo kan også nydes midt på dagen i sammen med en tallerken mezédes, der kan sammenlignes med tapas. Grækere drikker aldrig alkohol uden mad til.
Selvom de i Grækenland godt kan lide at drikke både øl (bira, μπίρα), Ouzo (υόζο), Metaxa (Μεταξά) og vin (krasi, κρασί) , vil man dog sjældent se en fuld græker. De kender deres grænser, og det er ikke velset at opføre sig fuldemandsagtigt. Det krænker deres ære ikke at kunne styre deres alkoholindtag. Dog elsker grækerne festligt lag, hvor også alkohol nydes, men da ender festlighederne som oftest i dans.
Kaffe
Kaffe (καφέ) betyder meget i Grækenland, ikke mindst på grund af at det ofte nydes i socialt lag. De har deres egen måde at lave kaffe på, hvor malede kaffebønner koges sammen med vand, indtil den rigtige konsistens, smag og crema opnås. Kaffen nydes med kaffegrumset i bunden af koppen. Normalt bruges ikke mælk hertil men eventuelt noget sukker. Egentlig er dette oprindelig en tyrkisk kaffe, men i Grækenland fås den under navnet græsk kaffe (elliniko kafé, ελληνικό καφέ).
I et varmt land må der selvfølgelig opstå et alternativ til varm kaffe på de varme sommerdage. I Grækenland har man opfundet iskaffe, så den elskede drik også kan svale én når varmen trænger sig på. Iskaffen er en kaffe lavet på frysetørret kaffe, med isklumper og godt med skum, eventuelt tilsat sukker og/eller mælk, og nydes gerne på en café eller kafeneion over lang tid i skyggen. Ønsker man en iskaffe skal man spørge efter en café frappé (καφέ Φραπέ) eller bare en frappé (φραπέ).
Te
På trods af at kaffe fylder meget i den græske kultur, har te (tsai, τσάι) også en stor betydning i Grækenland. Dog drikker de ikke så meget sort te, men snarere urtete, da urterne altid har været lige for hånden. I Grækenland findes rigtigt mange vilde urter, der traditionelt set har været brugt til at drikke for smagens skyld, men de bruges også i medicinske sammenhænge den dag i dag. Man vil derfor altid kunne finde en te-bryg i Grækenland mod diverse lidelser.
Mængder og prisniveau
Typisk vil man til et aftenmåltid bestille brød, tzatziki, græsk salat og yderligere 3-5 retter. Det afhænger lidt af størrelsen på de enkelte retter, hvor mange man er – og hvor sulten man er. Da det hele kommer på bordet efterhånden som det er klart, kan man altid undervejs bede om at få en ret mere, hvis man kan mærke at man ikke vil blive helt mæt.
Et måltid som dette for to voksne og to børn vil typisk koste 30 til 40 Euro inklusive to sodavand samt øl eller Retsina til de voksne.