7,5 km ad landevejen. 685 meter opad. Løbeturen fra havnen i Kamares til kirken Agios Symeon beliggende på en bjergtop højt over bugten er sej. Men hold da op en udsigt man bliver belønnet med, når først man er kommet helt op. Jeg løber turen mindst én gang hver gang jeg er på Sifnos. Det er blevet en tradition.

Den første km er nogenlunde flad, men herefter begynder det at gå opad. Den sidste km er ren overlevelse. Her er det så stejlt, at vejen burde være lavet om til trapper. Hvad den faktisk også er, hvis man vælger at løbe ad vandrestien, man møder et par km fra toppen. Selv foretrækker jeg vejen, hvor jeg trods alt kan løbe, hvor trapperne indbyder mere til gang.

Da jeg som sagt kender turen, ved jeg at der på toppen ved kirken er en brønd. Det er tanken om brøndens læskende og kolde vand, der holder mig i gang mod toppen. Men nervøsiteten lurer under overfladen. Sidste gang jeg løb turen var i slutningen af maj. Nu er det midt på sommeren og Sifnos fremstår betydeligt tørrere end den gang. Er der overhovedet vand i brønden eller er den tørret ud?

Fantastisk udsigt

Da jeg meget varm og godt træt i benene når kirken på toppen, er det første jeg gør at finde brønden. Den er dækket af et blåmalet låg og ved siden af står en lille spand med en snor i. På låget ligger en sten. Jeg fjerner stenen og åbner låget. Og slapper af. Den er fyldt til randen. Jeg fylder spanden med vand og drikker i grådige slurke. At vandet hverken er koldt eller smager særligt godt, betyder mindre. Det er vand – og det er det brændstof, jeg skal leve af på nedturen. Hovedet og overkroppen får også en tur. Herefter lukker jeg brønden igen.

Og nu til turens egentlige højdepunkt. Øjeblikket hvor jeg går de 10 skridt hen til kanten og kigger ned. Udsigten lammer mig hver gang. Den er formidabel. Der næsten 700 meter nede ligger Kamares. Jeg kan se færgen, jeg kan se husene og jeg kan se stranden med parasollerne. For tre kvarter siden stod jeg selv dernede og kiggede op.

Genfødsel som løber

På toppen er der kun mig. Og her er helt stille. Ikke en gang vinden kan jeg høre. Nu er jeg ikke religiøs, tværtimod, men alligevel kan jeg fornemme stedets guddommelighed. Det indbyder til eftertænksomhed og forundring over jordens storslåethed. På sin vis føler jeg mig også genfødt. Ikke i en religiøs betydning, men som løber. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at mine bedste dage som løber er passé. Det er 13 år siden jeg løb mit seneste marathonløb. Jeg fik børn, familie og andre prioriteter end 80-100 km’s løb om ugen. Siden har jeg kæmpet en del med motivationen og løbegejsten. Den er kommet og gået gennem årene, men har aldrig ramt fordums niveau. Men når jeg står her på toppen kan jeg mærke, at der sker noget. Klimaet, terrænet, storheden gør et eller anden ved mig. Giver mig lyst til at løbe igen. Lyst til at mærke trætheden efter en hård tur. Til at sætte pris på trætheden. Havde jeg dog bare haft et terræn som dette, da jeg trænede hårde intervaller på Valby Bakke for 15 år siden.

Nok om det, nedturen venter. Jeg er altid kun ganske få minutter på toppen. Nyder stilheden og udsigten i fulde drag, men også bevidst om at jeg skal igang igen inden benene bliver kolde.

Hvilken herlig start på dagen

Nedturen er ren nydelse. Den ene skridt tager det andet – den ene km æder den næste. Det føles nærmest som én lang glidende bevægelse. Og så står jeg pludselig ved stranden midt i Kamares, hvor jeg startede. Lidt trættere men også mere tilfreds. Salten fra sveden sidder i tøjet og på huden. Nu skal jeg køles ned. Jeg tager t-shirt og sko af og går ud i vandet. Inden jeg kaster mig i bølgen, kigger jeg op på kirken hvor jeg stod for lidt over en halv time siden. Og storsmiler. Hvilken herlig start på dagen.